Spring til indhold

Kriminalitet og sikkerhed

Kriminalitet så som tyveri og overfald forekommer i Riga, men opfører du dig diskret og hensigtsmæssigt i gadebilledet, især efter mørkets frembrud, er der ingen særlig grund til at frygte for din sikkerhed.

Anmeldelse af  overfald, tyveri og lignende sker til

  • 112, der viderestiller til relevant myndighed (brand, politi, ambulance).
  • Hotline for turister på (+371) 67 18 18 18.
  • Det anbefales, at du i en kritisk situation ligeledes kontakter ambassaden (+371) 67 22 62 10. Udenfor normal åbningstid viderestilles du gratis til Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter.

Risko for svindel på visse natklubber i det centrale Riga 

Der har i den seneste tid været eksempler på, at udenlandske turister er blevet udsat for svindel i forbindelse med besøg på visse natklubber i det centrale Riga, ikke mindst i den gamle bydel. I en række tilfælde er natklubgæster f.eks. blevet opfordret til at betale en drink til en kvindelig medarbejder – og efterfølgende præsenteret for endog meget store regninger. Protester er blevet mødt med trusler om vold, og det lokale politi har været utilbøjelig til at skride ind i sådanne situationer. Ambassaden eller Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter træder gerne til, men vil næppe kunne afværge, at regningen skal betales.

Der har ligeledes i forbindelse med natklubbesøg været eksempler på misbrug af kreditkort, bedøvende stoffer i drinks samt kontanthævninger i pengeautomater under tvang.

Anbefalinger fra lettisk politi

Riga City Police anbefaler, at følgende forholdsregler tages til efterretning:

  • Udvis forsigtighed i forbindelse med nye bekendtskaber.
  • Undgå mistænkelige handler eller aftaler.
  • Ved bestilling af eksempelvis drikkevarer, bør prisen tjekkes forud og bestillingen være præcis.
  • På barer og natklubber tilrådes kontant betaling efter hver bestilling, for herved at undgå en samlet regning til sidst.
  • Ved kreditkortbetaling bør man altid tjekke beløbet. Det er en god ide at få en kvittering, der bekræfter betalingen.
  • Brug kun taxaer med tydeligt markeret identifikation og pris.
  • Hold øje med personlige ejendele og vogt dig for lommetyve.

Følgende aktiviteter er ikke tilladt i Letland og kan resultere i anholdelse og/eller bødestraf:

  • Rygning på offentlige steder.
  • Besiddelse af en åben flaske alkohol på offentlige steder, inkl. gader og parker.
  • Beruselse på offentlige steder (administrativ straf: bøde eller anholdelse).
  • Hooliganisme inkl. chikane, forstyrrelse af ro og orden samt banden på offentlige steder (administrativ straf: bøde eller anholdelse).
  • Spirituskørsel, dvs. med en promille over 0,5.
  • Ikke at rette sig efter en politimands forespørgsel eller ordre (administrativ straf: bøde eller anholdelse)
  • Modsættelse af anholdelse eller overgreb på en offentlig autoritet (anses som kriminel handling og straffes derefter).
  • Narkotiske stoffer (køb, brug og besiddelse af narkotiske stoffer anses som kriminelle handlinger og straffes derefter).

Under ophold i Letland bliver udenlandske statsborgere holdt ansvarlige for lovbrud på lige fod med lettiske statsborgere.
Uvidenhed om loven er ingen undskyldning for at bryde den.